Jeg har fået mit eget domæne, og bloggen ligger nu på:

http://proceskontrol.emilbellamybegtrup-bright.dk/

# GRAMSCIS ASKE

Her er et digt af den italienske essayist Pier Paolo Pasolini, der nok er mest kendt for den på alle måder grænseoverskridende film  Salò (aka '120 dage i Sodoma') fra 1975. 

Pasolini var  imidlertidig også venstreintellektuel, med stor forkærlighed for Antonio Gramsci. Det fascinerende ved Pasolini og digtet her, er hvordan han foregriber en fornemmelse af, at han selv såvel som arbejderklassen er så sovset ind i en form for forbrugeristisk middelklassekultur, at arbejderklassen som historiens subjekt ikke kan realiseres. Samt en oplevelse af personlig frustration over at der ikke findes noget progressivt standpunkt, der ikke allerede er fortæsket, eller hvis vision virker kraftesløs. Ingen kan så konsekvent, så lidenskabeligt dyrke meningsløsheden som netop den, der søger en mening, og det er præcis den magtesløshed, den ild, der hjemsøger venstreintellektuelle af min egen støbning. 

Pasolini vælger at forelske sig i forfaldet, og igennem sin omgang med trækkerdrenge og andre på samfundets rand, fandt han den beskidthed, han følte var det eneste, der lå udenfor det liberale demokratis altomfattende repressive tolerance. Digtet her beskriver (blandt andet) hans forhold til en idealistisk arv, han ikke længere tror på i dens nuværende form, og hans betagelse af denne arv, af denne tro, smukt eksemplificeret i hans forhold til Gramsci.

Det er oversat af Martin Satz Gleerup og Jens Viggo Mortensen her

# GRAMSCIS ASKE

I

Det er ikke som i maj denne urene luft der gør den udenlandske mørke have endnu mørkere, eller blænder den med sine lysglimt … denne himmel af skum over de okkergule tagterrasser der kaster et slør i enorme halvcirkler over Tiberens kurver, over Lazios koboltblå bjerge…. Den efterårsagtige maj udspreder en dødelig fred, uinteresseret som vores skæbner, imellem de gamle mure. I den findes den grånende verden, slutningen på det årti der lader til at være endt i murbrokkerne, den dybe og naive kamp for at genskabe livet; stilheden, tung af væde og ufrugtbar…. Du var ung, i denne maj hvor fejltagelsen endnu var en del af livet, i den italienske maj som i det mindste gav livet glød, så meget mindre tankeløs og urent sund end vores fædre – ikke far, men ydmyg bror – beskrev du allerede med din slanke hånd det ideal der oplyser (men ikke for os: du er død, og vi døde også, med dig, i den fugtigehave) denne stilhed. Du kan ikke, ser du det?, andet end hvile dette fremmede sted, stadig indespærret. Patriciernes kedsomhed omringer dig. Og kun svagt når nogle amboltslag fra værkstederne frem til dig fra Testaccio, roligt om aftenen: mellem elendige hytter, nøgne bunker af tindåser, jernskrot, hvor en dreng der synger falsk allerede afslutter sin dag, mens de sidste regndråber falder.

II

Mellem de to verdener den våbenhvile, som ikke findes. Valg, hengivelse… har nu ingen anden lyd end lyden fra denne elendige og ædle have, hvor det stædige bedrag, der mildnede tilværelsen, fortsætter i døden. I kredsen af sarkofagergør sekulære inskriptioner ikke andet end at fremvise sekulære folks overlevede skæbne i disse lave og imposante grå sten. Endnu brænder knoglernes lidenskab løssluppent og uden hæmninger hos større nationers millionærer;den summer endnu, forsvinder aldrig helt, fyrsternes og pæderasternes ironi, hvis kroppe er spredt i urnerne, brændte og stadig ikke kyske. Dødens tavshed vidner her om den civile tavshed hos de tilbageblevne mennesker, om en kedsomhed der drukner diskret i Parkens kedsomhed: og byen, der indifferent omringer den med slum og kirker, profan i sin fromhed, mister her sin glans. Dens jord fed af nælder og grønne planter frembringer disse tynde cypresser, denne sorte fugtighed der pletter muren rundt om de blege forvredne buksbom, som aftenen opklarende lader udslukke i en enkel duft af tang… dette sparsomme græs uden lugt, hvori violet lys spreder sig stemningsfyldt, med en sitren af mynte, eller råddent hø, og som beroligende indvarsler med daglig melankoli, nattens ophørte skælven. Et ugæstfrit klima, men herlig i sin historie, er jorden imellem disse mure der er gennemvædet af anden jord; denne fugtighed der genkalder andre fugtigheder; og hvori – slægtninge fra breddegrader og horisonter, hvor engelske skove kranser om søer spredt i himlen, mellem enge grønne som fosforescerende billardborde eller smaragder: ”And O ye Fountains…” – de fromme besværgelser genlyder….

III

En rød klud, af den slags partisanerne viklede om halsen, og, i nærheden af urnen, på den voksagtige jord, en anden rød fra to geranier. Der ligger du, forvist og med en hård ikke-katolsk elegance, henvist blandt fremmede døde: Gramscis aske… Mellem håb og gammel mistro, nærmer jeg mig dig, tilfældigt er jeg kommet til dette ynkelige aflukke, foran din grav, din ånd der er forblevet dernede blandt de frie. (Eller er det noget andet, måske noget mere ekstatisk og også mere ydmygt, en beruset ungdommelig symbiose mellem sex og død…) Og i dette land hvor der ikke var plads til din udladning, mærker jeg hvor uret – her mellem gravenes stilhed – og tillige hvor ret – i vores omtumlede skæbne – du havde, da du skrev dine bedste sider i dagene op til mordet på dig. Her, for at bevidne sæden fra det ældgamle herredømme der endnu ikke er afskaffet, ligger disse døde knyttet til en besiddelse der i århundredernes løb uddyber sin vederstyggelighed og sin storhed: og samtidig, som besat, denne vibreren fra ambolte, dæmpet, kvælende og hjerteskærende – fra det tarvelige kvarter – der vidner om slutningen. Og her er jeg selv… en stakkel, klædt i tøj som de fattige beundrer i forretningsvinduer for dets billige elegance, og som er falmet af skidtet fra de mest vildfarne stræder, og fra sporvognsbænke der ryster mig, sådan er min hverdag: stadig sjældnere oplever jeg disse ledige stunder, i kampen for at holde mig i live; og hvis det hænder at jeg elsker verden, så er det ikke andet end en voldsom og naiv sensuel kærlighed, på samme måde som da jeg ung og forvirret for en tid hadede den, hvis den borgerlige ondskab sårede mit borgerlige jeg: og nu, splittet – med din forsvinden – synes verden da ikke, som genstandfor afsky, en næsten mystisk foragt værdig, den del af den der sidder på magten? Alligevel lever jeg videre uden din stringens, fordi jeg ikke vælger. Jeg lever i den forbigangne efterkrigstids viljesløshed: jeg elsker den verden jeg hader – i dens elendighed foragtende og fortabt – i en obskur samvittighedskonflikt…

IV

Det skandaløse i at modsige mig selv, i at være med dig og imod dig; med dig i hjertet, i lyset, men mod dig i det mørke inderste; har jeg – i tanken, i handlingens skygge – forrådt mit fædrene ophav, da ved jeg at jeg er det hengiven i de varme instinkter, i den æstetiske passion; tiltrukket af et proletarisk liv der gik forud for dig, det er for mig en religion, dets glæde, ikke dets årtusindlange kamp: dets natur, ikke dets samvittighed; dette er den oprindelige styrke i mennesket, som gik tabt i forsøget på at tilføre det nostalgiens beruselse, et poetisk lys: og jeg formår ikkeat sige andet, end hvad der er rigtigt, men ikke oprigtigt, abstrakt kærlighed, ikke en sørgende sympati… Fattig som de fattige holder jeg fast ligesom dem ved ydmygende håb, ligesom dem knokler jeg for at kunne leve hver dag. Men i denne min trøstesløse tilstand af arveløshed er jeg besiddende: og det er den mest ophøjede af alle borgerlige besiddelser, den mest absolutte tilstand. Men ligesom jeg besidder historien besidder den mig; den oplyser mig: men hvilket formål tjener lyset?

V

Jeg taler ikke om individet, fænomenet med de sensuelle og sentimentale lidenskaber… det har andre laster, for ikke at tale om dets synders fatalitet … Hvilke fælles prænatale laster er ikke indprentet i det, og hvilkenobjektiv synd! De er ikke ubesmittede, de indre og ydre handlinger der binder det til livet, af nogen af de religioner der er en del af livet, idet de forveksler livet med døden, for at bedrage lyset, og for at kaste lys over bedrageriet. Dets jordiske rester er forudbestemt til at blive begravet på Verano-kirkegården, katolsk er derfor dets kamp med religionerne: jesuitisk den mani der bor i dets hjerte; og endnu dybere nede: dets samvittighed har bibelsk skarpsind… og ironisk-liberal entusiasme… og et råt lys, iblandet afsmagen hos den provinsielle dandy, af provinsiel sundhed… Ned til den laveste detalje hvor Autoritet og Anarki forsvinder i det dyriske dyb … Godt beskyttet imod den urene dyd og den berusede synd, i forsvar for en uskyldsbesættelse, og med hvilken opmærksomhed!, jeget lever: jeg, jeg lever, mens livet undslipper mig, men i brystet mærkes et liv der er glemsel sørgende, voldsom… Åh, hvor jeg forstår, tavs i den rådne mumlen fra vinden, her hvor Rom ligger tavs blandt trætte gennemrystede cypresser, nær dig, sjæl hvis inskription lyder Shelley… Hvor jeg forstår hvirvlen af følelser, de romantiske luner (græske i patricierens hjerte, den omstrejfende fra nord) der opslugte ham under det blændende Tyrrhenske havs himmel; den kødelige glæde ved eventyret, æstetisk og puerilt: mens det nedbøjede Italien, som lå landet i maven på en enorm cikade, åbner sig med hvide kystlinjer, i Lazio spredte slørede grupper af pinjer, barokke, og gullige lysninger med sennepssalat, her sover han med svulmende lem mellem sine klude, en goethesk drøm, ynglingen fra Ciociaria… I Maremmaen de mørke kystlinjer, vidunderlige vandhuller med slangetunge, hvor hasselbusken fremstår klart, langs stier som den toscanske kvæghyrde uerfarent fylder op med sin ungdom. Blindtduftende kystlinjer, de tørre kurver i Versilia fremviser det klare stukagtige landskab for det filtrede, blinde hav, og de lette indsnit i sit påskeagtige fuldkomment menneskelige landskab, formørket ved Cinquale, udstrakt ved foden af de hede Apuanske alper, glasblå på rosa… Af klipper, jordskred, rystede, som grebet af en panik af dufte, langs med Rivieraen, blødgjort, stejl, hvor solen kæmper med brisen om at gøre havets olier mest muligt behagelige… Og over det hele en summen af glæde fra de uophørlige slaginstrumenter af sex og lys: så forvænt med det er Italien, at hun ikke engang skælver, som var hun en levende død: fra hundredvis af havne råber de ivrigt navnetpå deres kammerat, de svedige ungersvende med solbrændte ansigter, blandt folket langs med kysten, i kardonurtehaverne, på små tilsvinede strande… Vil du bede mig, ubesmykkede døde, om at opgive denne desperate længsel efter at være i verden?

VI

Jeg går nu, forlader dig i aftenstunden som, selv om den er trist, sænker sig sødmefuldt for os levende med dens voksagtige lys der størkner i kvarterets halvskygge. Og den opildner det. Gør det endnu større, tomhed, rundt om, og længere borte genopvækker den dets urolige liv, som sammen med en vedvarende rumlen fra sporvognene, og menneskenes råben på dialekt, skaber en afdæmpet totalkoncert.Og du mærker hvordan livet i disse fjerne eksistenser der råber og ler, mens de endnu er i live, i deres køretøjer, i deres elendige boligblokke, hvor de konsumerer den utroværdige og ekspansive gave at eksistere – at dette liv ikke er andet end en kort sitren; en kropslig, kollektiv tilstedeværelse; du mærker fraværet af en enhver religiøs sandhed; ikke liv, men overlevelse – måske lykkeligere end livet – som hos en gruppe dyr, i hvis nedarvede orgasme der ikke er anden lidenskab end for hverdagens daglige virksomhed: en ydmyg ildhu, som den ydmyge ødelæggelseskraft tilfører en feststemning. Så meget mere forgæves ethvert ideal – i dette historiens vakuum, i denne summende pause, hvor livet tier – , tydeligere erden vidunderlige, indtørrede sensualitet, næsten aleksandrinsk, der aftegner alting og opflammer urent, når noget kollapser her i verden, og verden slæber sig af sted, i skumringen, genindtager de tomme piazzaer, de modløse værksteder… Allerede nu tændes lysene, der skinner på Via Zabaglia, Via Franklin, hele Testaccio, ubesmykket mellem dets store tilsmudsede bjerg, gaderne langs Tiberen, den sorte baggrund ovre på den anden side, som Monteverde maser sammen eller lader fortone usynligt mod himlen. Diademer af lys der fortaber sig, strålende, og koldt af en næsten havblå tristesse… Det er snart spisetid; kvarterets få busser skinner, med klaser af arbejdere ved portene, og grupper af soldater går, uden travlhed, hen imod bjerget, der, mellem våde udgravninger og tørre bunker affald i skyggen, gemmer på afsondrede småprostituerede som venter rasende oven på de afrodisiske møgbunker: og, ikke langt væk, mellem ulovlige skure ved bjergets fod, eller midt blandt højhusene, næsten en verden for sig, drenge, lette som pjalter, der leger i brisen som ikke længere er kold, forårsagtig; brændende af ungdommelig sorgløshed fløjter mørke teenagere deres romerske majaften på fortovene, i festenved aftenstide; og de ruller garagernes gitre ned med et brag, lykkeligt, når mørket har sænket roen over aftenen, og midt imellem platanerne på Piazza Testaccio er den vind, der dør bort med uvejrets rystelser, temmelig behagelig, selv om den river i det filtrede hår og i slagteriets tufsten og suger råddent blod til sig, og overalt får den affaldet og en lugt af fattigdom til at rejse sig. Livet er en summen, og disse, der har fortabt sig i det, mister det afklaret, hvis blot deres hjerter er fyldt op af det: se dem, de stakler, hvordan de nyder aftenen: og i dem, de forsvarsløse, gennem dem, genfødes kraftfuldt myten… Men vil jeg, med et bevidstgjort hjerte som hos den der kun har liv i historien, nogensinde igen virke med ren lidenskab, hvis jeg ved, at vores historie er slut?

# Sociologisk rap 2.0

Har lavet en musikvideo med to venner fra VierVenner A/S. Jeg har den tvivlsomme ære af at spille Henrik Dahl, men hvad gør man ikke for lidt fame. Har også været kreativ konsulent/photoshop slave, her er video'en og teksten, enjoy.

Med en lille smule, aktør, og en lille smule,

struktur

Bare en lille smule, Bare en lille smule

Bare en lille smule, Bare en lille smule

I dag er det: En togtur, og armbåndsur

Bil, slankekur, serverskur, middagslur

Det jeg snakker om det kaldes senmodernitet

Du ved

det her det er tiden med refleksivitet

Udlejring, kæmpe fejring

Tid og rum adskilt til to ting

Selvidentitet er refleksiv praksis

Sek-su-al-itet er plastisk

Ekspertsystemer, symbolske emblemer

Prøv at se mig!

For der er

Dobbelt op på hermeneutik

Hvis du kan følge den logik

Aktør struktur er ét

Syntesen fungerer fedt – JA MIG

Og hvis I vil følge mig

så viser jeg den 3. vej. Jeg sagde:

Det er min teori, den løser alt fordi

aktør, struktur de er, gensidigt afhængige

Det Tony Giddens her, i seng med Tony Blair

strukturationsteori, jeg vil ta’ mit tøj af!

Hvad sker der lige Giddens for din

reproduktion?

Den teori er fanme ik’ en revolution

Jeg ser du følger doxa som en vaskekone

Det er illusio hvis du tror, at du kan røre min trone

For jeg har alt den kapital du aldrig fik

Hestebog, pengepung, og fester med slik

Kulturelt, økonomisk, socialt hattrick

Så mellem os to har jeg den symbolske magt, ik’?

Smag, afsmag i et socialt rum

Din po-si-ti-on gør dig snotdum

Baron Giddens - Homo Academicus

Ik’ andet end klam habitus

Så mellem os er der distinktion

For jeg er fucking bomben - du er bare en klon

Samler empiri - tegner ind på et kort

“Din nabo er en Ford”

HVAD?

Mit habitus-begreb, er yderst delikat

Mit navn er Henrik Dahl, Giddens er en Mazdaaa

Det’ objektkonstruktion, når du studerer nogen

Mit navn er Henrik Dahl, jeg vil tage mit tøj af

Din teori er gal, den skabte Henrik Dahl

Hov hov hov hov hov hov hov hov du

Det var hans egen plan, med den debutroman

Jeg ka da ik' gøre for, at den er så dårlig

Bland en lille smule Skypechat

Med en lille smule Lolcat

Senmodernitet

Giv en lille smule striktrøje

Og en lille smule gameboy

Senmodernitet

Tag en lille smule Compeed

Og et lille drys Just Eat

Min nabo er en bil

Det er mig, der den nye Bourdieu

Det er mig, der den nye Bourdieu,

Jeg har taget mit tøj af

Gå nu hjem med dig Henrik

Drop det der med bøgerne

Og tag nu lige dit tøj på Henrik

PS her er den første sociologisk rap Andreas og René lavede, som jeg ikke havde noget gøre med:

# Sekvens

 Møder med mennesker er som at læse spisesedler foran kiosker på hjørner, de skifter overskrifter hver dag, fungerer kun som blikfang, kan måske kun fungere som blikfang, fanget i store plastikchartekker i en verden af versaller, de taler kun med caps lock ON, alle mennesker er hule i ryggen, alle mennesker rammer en tone og holder den alt for længe. 
  
 I få øjeblikke der er lige så smukke som de er foruroligende, en kioskbasker; et andet menneske stoler  på mig, og jeg stoler næsten på dette andet menneske. Men jeg er selv hul i ryggen, en tone holdt alt for længe. Vi griber begge efter det vi mangler i os selv, graver i det andet menneske, leder efter brødtekst, jeg rækker ud men ryger igennem den hule ryg og står på den anden side, jeg vender mig om og kigger igen på spisesedlen der skriger: ERIK OG ANNI SKAL NOK FINDE SAMMEN IGEN eller KANDIS-JOHNNY: TRO PÅ DET. Jeg vil udvide og forfine min evne til kærlighed, men jeg ved ikke hvordan, jeg er så vred, det virker umuligt.

 Det gav mening at være flink engang, men nu tar jeg mig mine friheder, jeg vil have friheden til at tale sandt under tortur, til at blive henrettet for åben skærm, til at fylde benzin i ryggen og brænde kiosker på hjørner, jeg er en tunesisk gadesælger omspændt af flammer i løb ned af Tagensvej, jeg vil hænge en dværg fra scenen, den skal være præcis halvanden meter høj, på nettet har jeg lært at lave en løkke, jeg har mere reb end kærlighed i mig, gad vide om éns håb og tragedie kan være det samme eller skal der være forskel.

# SPION

Jeg står af toget på Varde Nord. Jeg tænker, findes der et Varde Syd? Stockholm har en terminal syd, Berlin har en, men Varde? Jeg tænker, du er langt ude på landet. Det er mørkt og asfalten strækker sig i lange baner langs skinnerne. Skråt til venstre for mig står en fyr i hvidt murertøj. Han har en dåseøl i den ene hånd og en cigaret i den anden, han har rødligt hår og skægstubbe. Jeg tøver, spørger så om toget til Esbjerg er det lige overfor eller ej. Han svarer noget uforståeligt, han har en kraftig dialekt, jeg bliver nødt til at spørge igen, ja det er det, svarer han, tydeligere denne gang. Han kigger ud i mørket. Jeg tøver igen. Jeg spørger om han har en lighter, det har han selvfølgelig, jeg kigger på hans mørtelplettede bukser, jeg er bevidst om min cigaret er hjemmerullet og hans selvfølgelig ikke er det. Det er allerede begyndt, hvorfor købte jeg ikke almindelige cigaretter i dag.  Han stikker mig lighteren, siger, den skal rystes godt først, det er en zippo. Jeg spørger om han er på vej til Esbjerg, han siger ja, han har besøgt sin far, nu er han er på hjem, det bliver godt. Jeg lytter opmærksomt, vil ikke bede om flere gentagelser. Jeg tænder min hjemmekrøl, jeg spørger om han går på den teknisk skole i Esbjerg, lader mit ekkolod synke dybere ned i hans tilværelse. Han svarer bekræftende, de fleste han kender er udlærte, selv mangler han en praktikplads på hovedforløbet. Jeg ved noget om praktikpladser, sådan her starter det. Min stemme ændrer sig, det er vilje og instinkt på een og samme tid, jeg taler dybere, støder ordene ud, jeg skubber skuldrene fremad, det har altid været sådan her. Jeg nikker indforstået, siger, jeg var på snedkergrundforløbet på Rebslagervej i København sidste år, jeg kunne heller ikke finde en praktikplads, det er pissesvært, hvad skal man gøre. Jeg søgte aldrig nogen praktikplads, men det siger jeg ikke. Han nikker, det er svært med praktikpladser, det binder os sammen som vi står her på Varde Nord. Han forklarer, gestikulerer, han er på et kort praktikpladsforløb på Fanø for tiden, han arbejder i et sjak på 9, der er 3 andre sjak på Fanø lige nu. Jeg siger hvad fanden bygger man derovre, er det slotte I har gang i eller hvad. Er fire murersjak på Fanø mange eller få, jeg siger hurtigt - men hold da op, ja, det er sgu en pæn portion, hva’! Det eneste jeg forbinder med Fanø er deres Fanø Free Folk festival, som mine hippievenner er vilde med, den vil jeg ikke bringe på banen her, han kender den sikkert ikke, en dygtig spion tager ikke den slags chancer. Han taler om den udestue de er i gang med at lave, om de mange nye huse, om den lange stald de lige er blevet færdige med. Han bevæger sig om på min højre side mens han taler om kørselsfradrag, tidlige morgener, at der er okay gang i byggebranchen, men praktikpladserne følger ikke med. Jeg lytter, nu skal jeg på banen, det er min tur til at være på, det har altid været sådan her. Jeg taler om den københavnske byggebranche, det står sløjt til, krisen og alt det. Det er ikke forkert, jeg har hørt det fra en ven med studiejob i Dansk Byggeri. Vi er godt kørende nu, han virker lige så afslappet som jeg er anspændt, jeg ved hvad jeg skal gøre. Jeg tvinger min fornemmelse over i en anden form, den sammenbidte mine fra et liv med fysisk arbejde, den mine min mors blikkenslagerkollegaer altid havde på når de talte om pakninger, overenskomster, julefrokoster. Håndværkersøn, tænker jeg hånligt, ved ikke hvem af os jeg tænker på. Nu er han i bevægelse mod toget, spørger om jeg skal med ind, længere ind, han har stadig øllen i hånden, han skodder cigaretten. Jeg skal lige ryge færdig siger jeg, gå du bare ind. Det gør han, i sikker forventning om at jeg følger efter. Jeg tager et par hvæs til, stiller mig i togets døråbning. Jeg så ham gå til højre, skal jeg gå derop, jeg kan ikke fortsætte det her, skifter vægten ubeslutsomt fra fod til fod, det har altid været sådan her. Orker det ikke, vægten er på venstre fod, resten af kroppen følger med, hvert et skridt frem er tøvende, mit valg er det rigtige, under en hel togtur vil min identitet sprænges, skal det altid være sådan her, hellere komme ud mens jeg stadig kan, med viden om hans verden intakt. Det er ikke min verden, det har det aldrig været, men det spørgsmål der ætser hjerneceller og ruger i mørket er - hvilken én er så? Jeg må vælge enten lidt af hele verden eller det hele af lidt af verden. Men det er ikke rigtig et valg, jeg kan kun dette ene, tvinges frem af en indre nødvendighed, jeg spionerer for den fremmede magt som er mig selv. Jeg sætter mig, på sædet skråt overfor stirrer en karseklippet fyr på mig, synes jeg, undersøgende. Jeg tøver, spørger ham hvor han er på vej hen.

Isoforme harper

Jeg kan kun anbefale at se true detective med engelske undertekster på youtube. Det kaster nyt lys over en række centrale scener. Som denne: 

Cohle og Hart kommer kørende, Cohle kigger ud af bilruden, ud på Louisianas trøstesløse swampland og kontemplerer dybt over de menneskelige vilkår, siger: "people on here, down in a outside or loses Lebanon welcome". Efter en tænkepause fortsætter han: "jack gutter under space."

Det tænker Marty Hart over, prøver at få en fornemmelse for dybden i Cohles argument, før han til sidst tilføjer egne overvejelser om emnet: "Today did Singh, Thursday fucked up thing I record, hashish in Uptown, Christian Yun"

"No", siger Cohle hurtigt, accepterer ikke argumentet, stirrer stadig ud i mørket.

Marty Hart, tydeligvis ikke tilfreds, accepterer ikke et nej, mener selv han har fat i den lange ende, fortsætter:

"more only at the cross for, your harp is isoform"

"Mediation" svarer Cohle, sikker i sin sag, han bliver ikke rystet af at få skudt i skoene at hans harpe er isoform. Men Hart er lige så lynsnar med sit modargument: "Afternoon"

etc etc. De kommer også ind på Iran og UN i samtalen, og vender tilbage til Cohles harpe, som måske, måske ikke, er isoform.

Navlestrenge

Jeg har skrevet en lidt længere introduktion til Gravity her, fordi den af mange mennesker tilsidesættes som en "flot spændingsfilm". Den prises for teknikken, mens plottet forkastes som klichéfyldt og én-dimensionelt. Det er synd, og lad mig forklare hvorfor. 

Ifølge mig har instruktøren Alfonso Cuarón har begået en filosofisk og minimalstisk, ultratight spændingsfilm, hvor form og budskab ("plot") taler direkte til krybdyrhjernen, og hvor-det-nu-er vores urfortællerstrukturer befinder sig i frontallopen, hvad psykoanalytikeren Carl Gustav Jung kaldte arketyper. Filmens imponerende tekniske formåen tilslører den radikale simplicitet, der taler direkte til underbevidstheden, og gør filmen til en voldsomt kropslig oplevelse. Det er samtidig den første gode film med Sandra Bullock der nogensinde er lavet, hvilket er lidt af en præstation i sig selv.

Alfonso Cuarón har tidligere lavet sci-fi filmen Children of Men, der af filosoffen Slavoj Zizek er betegnet som en dybt filosofisk film, hvor baggrundstæppet for plottet er det mest interessante. han har desuden lavet kortfilmen Shock Doctrine, som er en 6-minutters bearbejdelse af bogen af samme navn, skrevet af journalisten Naomi Klein. Den handler om den globale kapitalismes behov for at skabe og understøtte kriser, der kan nedbryde modstand mod markedsliggørelse i samfund overalt på kloden.

Ovenstående for at sige: Alfonso Cuarón er ikke en standard run-of-the-mill Hollywood instruktør. Han har visioner for sine film, og han ved, hvordan man indarbejer mening, der stikker dybere end plottet umiddelbart antyder. Hans genialitet i Gravity er at skaffe sig et vanvittigt budget til en Hollywood blockbuster af en film, og i at bruge dette budget til at lave en film med en mening, du normalt kun får mulighed for i smallere, mere kunstnerisk frie film. 
Overvej Cuaróns lærermester, Guilermo Del Toro. Han lavede Pacific Rim, en anden af sommerens kæmpe blockbusters. Den er fed, kæmperobotter og kæmperumvæsner smadrer hinanden i den ene storby efter den anden. Men den har ingen dybde, og det er tydeligt, at prisen for budgettet har været meget stramme rammer, klare, letgenkendelige narrativer som vi har set dem 1000 gange før, og som virker. Den er ren underholdning.
Cuaróns genialitet, i kontrast til dette, er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Han skaber en film, der rummer netop de kerneklichéer, som gør Hollywoods investorer løse med tegnedrengen, når de kombineres med ASTRONAUTER og ikke mindst GEORGE CLOONEY og SANDRA BULLOCK. Og derefter at bruge disse rammer til at skabe en minimalistisk film. Fordi det er de begrænsninger, man må acceptere fra investorerne. Cuarón benytter sig af flittigt af klichéer, men de bruges som dogmer for fortællingen, ikke som hæmsko, og det gør hele forskellen. Gravity er dansk dogmefilm på Hollywood Blockbuster plan, regler og dogmer der netop faciliterer kreativiteten. Det er en svimlende præstation, og man behøver kun at se på konkurrenterne indenfor genren Hollywwod Blockbusters hvis man vil overbevises om, hvor svært det er at skabe kunst, når investorerne ånder én i nakken med deres krav om letfordøjelighed.

Hvad gør man så? Ja, man laver en historie, der ikke (alene) handler om overlevelse og tjubang, men spørger, hvor dette overlevelsesinstinkt kommmer fra. Mening strippet ned til simple, rå, arketypiske impulser. Én kvinde og én mand. To karakter så minimale, at de løsrives fra karakterne selv, og bliver til os alle sammen. I det ydre rum, så tomt og nihilistisk fremstillet som nogensinde. 
Det er her man skal huske på den banale erkendelse, at sci-fi film aldrig handler om fremtiden, og altid er en spejling af menneskelig erfaringer. Det er nemt at glemme med Gravity, fordi den foregår i nutiden, indenfor det menneskeligt mulige her og nu, og tilstræber en form for realisme i sin fremstilling af astronauter. Ligesom karakterne er arketyper for Mennesket med stort M, opnår rummet sin trøstesløshed som sublimering af verdens grundliggende indifferens overfor mennesket. Uden Gud, myte eller forudgivet mening. Rummet i Gravity er verden efter oplysningenstidens afmystificering af verden, uden mytens meningsgivende metafysik. Det er naturens reelle overmagt over mennesket, og det er virkelig noieren at mærke.

På sin vis er filmen campy as fuck. Den har en vis naivité, en storladenhed, der kan forekomme ufrivilligt morsom. Det gør ikke noget - filmen portrætterer og stiller spørgsmål til stærke primale drivkræfter hos mennesket - og den gør det ved hjælp af nogle så basale fortællingerstrukturer, at de virker klichéfyldte, fair nok. 

Et af de tilbagevendende symboler i filmen er navlestrengen. I en af filmens mest karakteriske scener ses Bullock rullet sammen i fosterstilling, fritsvævende i zero-G, med en navlestrengslignende ledning snoret omkring sig. Navlestrengen som symbol på vores afhængighed - jordlinge som vi er, skrøbelige som porcelæn, uden mulighed for at overleve udenfor vores støvkorn af en planet. De to astronauter bruger igennem filmen en lang række kabler, ledninger og reb til at redde livet. Læg mærke til de navlestrenge, der i en tidligere scene reddede Bullocks liv, nu pludselig er en hæmsko for hendes overlevelse senere hen. Som faldskærmens reb, der i scenen efter forhindrer hende i at komme videre:

The scene when Kowalski and Stone return to the Explorer only to find other crew members dead and frozen, and the spaceship damaged beyond repair, is as wounding as it is precisely because the umbilical cords are now pulling us back to a place that was once a shelter but is now the caricature of one, mocking us and grimacing at us like the Marvin the Martian figurine that floats by Stone’s shell-shocked face.

De vragstykker fra en russisk sattelit, der én gang hver time foretager en tur om jordens bane, og med dødbringende kraft river gennem levende og dødt stof, er drevet af samme tyngdekraft, samme fysiske love, som driver Bullock og Clooney igennnem rummet. Men den menneskelige drivkraft har også andre motiver, og denne drivkraft har en anden eksistens end dødt stof. er det banalt eller kraftfuldt? Sagt på en anden måde: om simpelt er det samme som enfoldigt, det må være op til den enkelte at vurdere.

At det fungerer skyldes også udforskningen af Bullocks motiver for overlevelse - først som basalt instinkt, senere som bevidst handling. Da vi møder Bullocks karakter er hun livstræt og stille, der er en ligeglad håbløshed over hende. Senere får vi at vide at hendes datter døde år tidligere - hun faldt og slog hovedet 'på legepladsen'. Hun blev dræbt af tyngdekraften. Stone bliver senere reddet af netop tyngdekraften, der tillader hende at komme tilbage til jorden, og til en mening i tilværelsen, som tilvalg af livet på grund af kampen mod døden. At døden har så stor betydning for vores livs mening er en absurd og kulsort joke, og filmen fortæller denne joke med et stoneface. Som Stone siger: 'vi skal allesammen dø. Men jeg skal dø i dag." Det er denne bundethed til livet gennem døden, der udforskes, og hvordan den virker som tyngde i livet - dødbringende og livgivende, alt efter situationen. Som de navlestrenge der både holder os tilbage og giver livet den mening, der adskiller det fra vragstykker fra en satellit, animeret af tyngekraften alene.

The film’s minimalism strips her choices down to an extended but focused exploration of the problem Hamlet voiced centuries earlier: “To be or not to be.”

filmen er således en meditation over vores binding til Jorden og andre mennesker. En meditation over de komplekse måder, hvorpå livet tilskrives mening, herunder religiøse. Måder, der antyder, at livskraft båder ligger i at bryde bindinger, der holder én tilbage og tynger én ned, og samtidig indeholder bindinger den livsnødvendige tyngde i tilværelsen, der giver mening til vores liv. De bindinger vi kæmper for at opnå, for ikke at opleve livet som meningsløst. Den meningsløshed, der ligger i at vi alle befinder os i det tomme uendelige rum, og vi aldrig slipper væk derfra. Svaret ligger i den følelsesmæssige tyngdekraft, hvis jeg må ha lov at være lidt campy as fuck.