# Sekvens

 Møder med mennesker er som at læse spisesedler foran kiosker på hjørner, de skifter overskrifter hver dag, fungerer kun som blikfang, kan måske kun fungere som blikfang, fanget i store plastikchartekker i en verden af versaller, de taler kun med caps lock ON, alle mennesker er hule i ryggen, alle mennesker rammer en tone og holder den alt for længe. 
  
 I få øjeblikke der er lige så smukke som de er foruroligende, en kioskbasker; et andet menneske stoler  på mig, og jeg stoler næsten på dette andet menneske. Men jeg er selv hul i ryggen, en tone holdt alt for længe. Vi griber begge efter det vi mangler i os selv, graver i det andet menneske, leder efter brødtekst, jeg rækker ud men ryger igennem den hule ryg og står på den anden side, jeg vender mig om og kigger igen på spisesedlen der skriger: ERIK OG ANNI SKAL NOK FINDE SAMMEN IGEN eller KANDIS-JOHNNY: TRO PÅ DET. Jeg vil udvide og forfine min evne til kærlighed, men jeg ved ikke hvordan, jeg er så vred, det virker umuligt.

 Det gav mening at være flink engang, men nu tar jeg mig mine friheder, jeg vil have friheden til at tale sandt under tortur, til at blive henrettet for åben skærm, til at fylde benzin i ryggen og brænde kiosker på hjørner, jeg er en tunesisk gadesælger omspændt af flammer i løb ned af Tagensvej, jeg vil hænge en dværg fra scenen, den skal være præcis halvanden meter høj, på nettet har jeg lært at lave en løkke, jeg har mere reb end kærlighed i mig, gad vide om éns håb og tragedie kan være det samme eller skal der være forskel.

# SPION

Jeg står af toget på Varde Nord. Jeg tænker, findes der et Varde Syd? Stockholm har en terminal syd, Berlin har en, men Varde? Jeg tænker, du er langt ude på landet. Det er mørkt og asfalten strækker sig i lange baner langs skinnerne. Skråt til venstre for mig står en fyr i hvidt murertøj. Han har en dåseøl i den ene hånd og en cigaret i den anden, han har rødligt hår og skægstubbe. Jeg tøver, spørger så om toget til Esbjerg er det lige overfor eller ej. Han svarer noget uforståeligt, han har en kraftig dialekt, jeg bliver nødt til at spørge igen, ja det er det, svarer han, tydeligere denne gang. Han kigger ud i mørket. Jeg tøver igen. Jeg spørger om han har en lighter, det har han selvfølgelig, jeg kigger på hans mørtelplettede bukser, jeg er bevidst om min cigaret er hjemmerullet og hans selvfølgelig ikke er det. Det er allerede begyndt, hvorfor købte jeg ikke almindelige cigaretter i dag.  Han stikker mig lighteren, siger, den skal rystes godt først, det er en zippo. Jeg spørger om han er på vej til Esbjerg, han siger ja, han har besøgt sin far, nu er han er på hjem, det bliver godt. Jeg lytter opmærksomt, vil ikke bede om flere gentagelser. Jeg tænder min hjemmekrøl, jeg spørger om han går på den teknisk skole i Esbjerg, lader mit ekkolod synke dybere ned i hans tilværelse. Han svarer bekræftende, de fleste han kender er udlærte, selv mangler han en praktikplads på hovedforløbet. Jeg ved noget om praktikpladser, sådan her starter det. Min stemme ændrer sig, det er vilje og instinkt på een og samme tid, jeg taler dybere, støder ordene ud, jeg skubber skuldrene fremad, det har altid været sådan her. Jeg nikker indforstået, siger, jeg var på snedkergrundforløbet på Rebslagervej i København sidste år, jeg kunne heller ikke finde en praktikplads, det er pissesvært, hvad skal man gøre. Jeg søgte aldrig nogen praktikplads, men det siger jeg ikke. Han nikker, det er svært med praktikpladser, det binder os sammen som vi står her på Varde Nord. Han forklarer, gestikulerer, han er på et kort praktikpladsforløb på Fanø for tiden, han arbejder i et sjak på 9, der er 3 andre sjak på Fanø lige nu. Jeg siger hvad fanden bygger man derovre, er det slotte I har gang i eller hvad. Er fire murersjak på Fanø mange eller få, jeg siger hurtigt - men hold da op, ja, det er sgu en pæn portion, hva’! Det eneste jeg forbinder med Fanø er deres Fanø Free Folk festival, som mine hippievenner er vilde med, den vil jeg ikke bringe på banen her, han kender den sikkert ikke, en dygtig spion tager ikke den slags chancer. Han taler om den udestue de er i gang med at lave, om de mange nye huse, om den lange stald de lige er blevet færdige med. Han bevæger sig om på min højre side mens han taler om kørselsfradrag, tidlige morgener, at der er okay gang i byggebranchen, men praktikpladserne følger ikke med. Jeg lytter, nu skal jeg på banen, det er min tur til at være på, det har altid været sådan her. Jeg taler om den københavnske byggebranche, det står sløjt til, krisen og alt det. Det er ikke forkert, jeg har hørt det fra en ven med studiejob i Dansk Byggeri. Vi er godt kørende nu, han virker lige så afslappet som jeg er anspændt, jeg ved hvad jeg skal gøre. Jeg tvinger min fornemmelse over i en anden form, den sammenbidte mine fra et liv med fysisk arbejde, den mine min mors blikkenslagerkollegaer altid havde på når de talte om pakninger, overenskomster, julefrokoster. Håndværkersøn, tænker jeg hånligt, ved ikke hvem af os jeg tænker på. Nu er han i bevægelse mod toget, spørger om jeg skal med ind, længere ind, han har stadig øllen i hånden, han skodder cigaretten. Jeg skal lige ryge færdig siger jeg, gå du bare ind. Det gør han, i sikker forventning om at jeg følger efter. Jeg tager et par hvæs til, stiller mig i togets døråbning. Jeg så ham gå til højre, skal jeg gå derop, jeg kan ikke fortsætte det her, skifter vægten ubeslutsomt fra fod til fod, det har altid været sådan her. Orker det ikke, vægten er på venstre fod, resten af kroppen følger med, hvert et skridt frem er tøvende, mit valg er det rigtige, under en hel togtur vil min identitet sprænges, skal det altid være sådan her, hellere komme ud mens jeg stadig kan, med viden om hans verden intakt. Det er ikke min verden, det har det aldrig været, men det spørgsmål der ætser hjerneceller og ruger i mørket er - hvilken én er så? Jeg må vælge enten lidt af hele verden eller det hele af lidt af verden. Men det er ikke rigtig et valg, jeg kan kun dette ene, tvinges frem af en indre nødvendighed, jeg spionerer for den fremmede magt som er mig selv. Jeg sætter mig, på sædet skråt overfor stirrer en karseklippet fyr på mig, synes jeg, undersøgende. Jeg tøver, spørger ham hvor han er på vej hen.

Isoforme harper

Jeg kan kun anbefale at se true detective med engelske undertekster på youtube. Det kaster nyt lys over en række centrale scener. Som denne: 

Cohle og Hart kommer kørende, Cohle kigger ud af bilruden, ud på Louisianas trøstesløse swampland og kontemplerer dybt over de menneskelige vilkår, siger: "people on here, down in a outside or loses Lebanon welcome". Efter en tænkepause fortsætter han: "jack gutter under space."

Det tænker Marty Hart over, prøver at få en fornemmelse for dybden i Cohles argument, før han til sidst tilføjer egne overvejelser om emnet: "Today did Singh, Thursday fucked up thing I record, hashish in Uptown, Christian Yun"

"No", siger Cohle hurtigt, accepterer ikke argumentet, stirrer stadig ud i mørket.

Marty Hart, tydeligvis ikke tilfreds, accepterer ikke et nej, mener selv han har fat i den lange ende, fortsætter:

"more only at the cross for, your harp is isoform"

"Mediation" svarer Cohle, sikker i sin sag, han bliver ikke rystet af at få skudt i skoene at hans harpe er isoform. Men Hart er lige så lynsnar med sit modargument: "Afternoon"

etc etc. De kommer også ind på Iran og UN i samtalen, og vender tilbage til Cohles harpe, som måske, måske ikke, er isoform.