# GRAMSCIS ASKE

Her er et digt af den italienske essayist Pier Paolo Pasolini, der nok er mest kendt for den på alle måder grænseoverskridende film  Salò (aka '120 dage i Sodoma') fra 1975. 

Pasolini var  imidlertidig også venstreintellektuel, med stor forkærlighed for Antonio Gramsci. Det fascinerende ved Pasolini og digtet her, er hvordan han foregriber en fornemmelse af, at han selv såvel som arbejderklassen er så sovset ind i en form for forbrugeristisk middelklassekultur, at arbejderklassen som historiens subjekt ikke kan realiseres. Samt en oplevelse af personlig frustration over at der ikke findes noget progressivt standpunkt, der ikke allerede er fortæsket, eller hvis vision virker kraftesløs. Ingen kan så konsekvent, så lidenskabeligt dyrke meningsløsheden som netop den, der søger en mening, og det er præcis den magtesløshed, den ild, der hjemsøger venstreintellektuelle af min egen støbning. 

Pasolini vælger at forelske sig i forfaldet, og igennem sin omgang med trækkerdrenge og andre på samfundets rand, fandt han den beskidthed, han følte var det eneste, der lå udenfor det liberale demokratis altomfattende repressive tolerance. Digtet her beskriver (blandt andet) hans forhold til en idealistisk arv, han ikke længere tror på i dens nuværende form, og hans betagelse af denne arv, af denne tro, smukt eksemplificeret i hans forhold til Gramsci.

Det er oversat af Martin Satz Gleerup og Jens Viggo Mortensen her

# GRAMSCIS ASKE

I

Det er ikke som i maj denne urene luft der gør den udenlandske mørke have endnu mørkere, eller blænder den med sine lysglimt … denne himmel af skum over de okkergule tagterrasser der kaster et slør i enorme halvcirkler over Tiberens kurver, over Lazios koboltblå bjerge…. Den efterårsagtige maj udspreder en dødelig fred, uinteresseret som vores skæbner, imellem de gamle mure. I den findes den grånende verden, slutningen på det årti der lader til at være endt i murbrokkerne, den dybe og naive kamp for at genskabe livet; stilheden, tung af væde og ufrugtbar…. Du var ung, i denne maj hvor fejltagelsen endnu var en del af livet, i den italienske maj som i det mindste gav livet glød, så meget mindre tankeløs og urent sund end vores fædre – ikke far, men ydmyg bror – beskrev du allerede med din slanke hånd det ideal der oplyser (men ikke for os: du er død, og vi døde også, med dig, i den fugtigehave) denne stilhed. Du kan ikke, ser du det?, andet end hvile dette fremmede sted, stadig indespærret. Patriciernes kedsomhed omringer dig. Og kun svagt når nogle amboltslag fra værkstederne frem til dig fra Testaccio, roligt om aftenen: mellem elendige hytter, nøgne bunker af tindåser, jernskrot, hvor en dreng der synger falsk allerede afslutter sin dag, mens de sidste regndråber falder.

II

Mellem de to verdener den våbenhvile, som ikke findes. Valg, hengivelse… har nu ingen anden lyd end lyden fra denne elendige og ædle have, hvor det stædige bedrag, der mildnede tilværelsen, fortsætter i døden. I kredsen af sarkofagergør sekulære inskriptioner ikke andet end at fremvise sekulære folks overlevede skæbne i disse lave og imposante grå sten. Endnu brænder knoglernes lidenskab løssluppent og uden hæmninger hos større nationers millionærer;den summer endnu, forsvinder aldrig helt, fyrsternes og pæderasternes ironi, hvis kroppe er spredt i urnerne, brændte og stadig ikke kyske. Dødens tavshed vidner her om den civile tavshed hos de tilbageblevne mennesker, om en kedsomhed der drukner diskret i Parkens kedsomhed: og byen, der indifferent omringer den med slum og kirker, profan i sin fromhed, mister her sin glans. Dens jord fed af nælder og grønne planter frembringer disse tynde cypresser, denne sorte fugtighed der pletter muren rundt om de blege forvredne buksbom, som aftenen opklarende lader udslukke i en enkel duft af tang… dette sparsomme græs uden lugt, hvori violet lys spreder sig stemningsfyldt, med en sitren af mynte, eller råddent hø, og som beroligende indvarsler med daglig melankoli, nattens ophørte skælven. Et ugæstfrit klima, men herlig i sin historie, er jorden imellem disse mure der er gennemvædet af anden jord; denne fugtighed der genkalder andre fugtigheder; og hvori – slægtninge fra breddegrader og horisonter, hvor engelske skove kranser om søer spredt i himlen, mellem enge grønne som fosforescerende billardborde eller smaragder: ”And O ye Fountains…” – de fromme besværgelser genlyder….

III

En rød klud, af den slags partisanerne viklede om halsen, og, i nærheden af urnen, på den voksagtige jord, en anden rød fra to geranier. Der ligger du, forvist og med en hård ikke-katolsk elegance, henvist blandt fremmede døde: Gramscis aske… Mellem håb og gammel mistro, nærmer jeg mig dig, tilfældigt er jeg kommet til dette ynkelige aflukke, foran din grav, din ånd der er forblevet dernede blandt de frie. (Eller er det noget andet, måske noget mere ekstatisk og også mere ydmygt, en beruset ungdommelig symbiose mellem sex og død…) Og i dette land hvor der ikke var plads til din udladning, mærker jeg hvor uret – her mellem gravenes stilhed – og tillige hvor ret – i vores omtumlede skæbne – du havde, da du skrev dine bedste sider i dagene op til mordet på dig. Her, for at bevidne sæden fra det ældgamle herredømme der endnu ikke er afskaffet, ligger disse døde knyttet til en besiddelse der i århundredernes løb uddyber sin vederstyggelighed og sin storhed: og samtidig, som besat, denne vibreren fra ambolte, dæmpet, kvælende og hjerteskærende – fra det tarvelige kvarter – der vidner om slutningen. Og her er jeg selv… en stakkel, klædt i tøj som de fattige beundrer i forretningsvinduer for dets billige elegance, og som er falmet af skidtet fra de mest vildfarne stræder, og fra sporvognsbænke der ryster mig, sådan er min hverdag: stadig sjældnere oplever jeg disse ledige stunder, i kampen for at holde mig i live; og hvis det hænder at jeg elsker verden, så er det ikke andet end en voldsom og naiv sensuel kærlighed, på samme måde som da jeg ung og forvirret for en tid hadede den, hvis den borgerlige ondskab sårede mit borgerlige jeg: og nu, splittet – med din forsvinden – synes verden da ikke, som genstandfor afsky, en næsten mystisk foragt værdig, den del af den der sidder på magten? Alligevel lever jeg videre uden din stringens, fordi jeg ikke vælger. Jeg lever i den forbigangne efterkrigstids viljesløshed: jeg elsker den verden jeg hader – i dens elendighed foragtende og fortabt – i en obskur samvittighedskonflikt…

IV

Det skandaløse i at modsige mig selv, i at være med dig og imod dig; med dig i hjertet, i lyset, men mod dig i det mørke inderste; har jeg – i tanken, i handlingens skygge – forrådt mit fædrene ophav, da ved jeg at jeg er det hengiven i de varme instinkter, i den æstetiske passion; tiltrukket af et proletarisk liv der gik forud for dig, det er for mig en religion, dets glæde, ikke dets årtusindlange kamp: dets natur, ikke dets samvittighed; dette er den oprindelige styrke i mennesket, som gik tabt i forsøget på at tilføre det nostalgiens beruselse, et poetisk lys: og jeg formår ikkeat sige andet, end hvad der er rigtigt, men ikke oprigtigt, abstrakt kærlighed, ikke en sørgende sympati… Fattig som de fattige holder jeg fast ligesom dem ved ydmygende håb, ligesom dem knokler jeg for at kunne leve hver dag. Men i denne min trøstesløse tilstand af arveløshed er jeg besiddende: og det er den mest ophøjede af alle borgerlige besiddelser, den mest absolutte tilstand. Men ligesom jeg besidder historien besidder den mig; den oplyser mig: men hvilket formål tjener lyset?

V

Jeg taler ikke om individet, fænomenet med de sensuelle og sentimentale lidenskaber… det har andre laster, for ikke at tale om dets synders fatalitet … Hvilke fælles prænatale laster er ikke indprentet i det, og hvilkenobjektiv synd! De er ikke ubesmittede, de indre og ydre handlinger der binder det til livet, af nogen af de religioner der er en del af livet, idet de forveksler livet med døden, for at bedrage lyset, og for at kaste lys over bedrageriet. Dets jordiske rester er forudbestemt til at blive begravet på Verano-kirkegården, katolsk er derfor dets kamp med religionerne: jesuitisk den mani der bor i dets hjerte; og endnu dybere nede: dets samvittighed har bibelsk skarpsind… og ironisk-liberal entusiasme… og et råt lys, iblandet afsmagen hos den provinsielle dandy, af provinsiel sundhed… Ned til den laveste detalje hvor Autoritet og Anarki forsvinder i det dyriske dyb … Godt beskyttet imod den urene dyd og den berusede synd, i forsvar for en uskyldsbesættelse, og med hvilken opmærksomhed!, jeget lever: jeg, jeg lever, mens livet undslipper mig, men i brystet mærkes et liv der er glemsel sørgende, voldsom… Åh, hvor jeg forstår, tavs i den rådne mumlen fra vinden, her hvor Rom ligger tavs blandt trætte gennemrystede cypresser, nær dig, sjæl hvis inskription lyder Shelley… Hvor jeg forstår hvirvlen af følelser, de romantiske luner (græske i patricierens hjerte, den omstrejfende fra nord) der opslugte ham under det blændende Tyrrhenske havs himmel; den kødelige glæde ved eventyret, æstetisk og puerilt: mens det nedbøjede Italien, som lå landet i maven på en enorm cikade, åbner sig med hvide kystlinjer, i Lazio spredte slørede grupper af pinjer, barokke, og gullige lysninger med sennepssalat, her sover han med svulmende lem mellem sine klude, en goethesk drøm, ynglingen fra Ciociaria… I Maremmaen de mørke kystlinjer, vidunderlige vandhuller med slangetunge, hvor hasselbusken fremstår klart, langs stier som den toscanske kvæghyrde uerfarent fylder op med sin ungdom. Blindtduftende kystlinjer, de tørre kurver i Versilia fremviser det klare stukagtige landskab for det filtrede, blinde hav, og de lette indsnit i sit påskeagtige fuldkomment menneskelige landskab, formørket ved Cinquale, udstrakt ved foden af de hede Apuanske alper, glasblå på rosa… Af klipper, jordskred, rystede, som grebet af en panik af dufte, langs med Rivieraen, blødgjort, stejl, hvor solen kæmper med brisen om at gøre havets olier mest muligt behagelige… Og over det hele en summen af glæde fra de uophørlige slaginstrumenter af sex og lys: så forvænt med det er Italien, at hun ikke engang skælver, som var hun en levende død: fra hundredvis af havne råber de ivrigt navnetpå deres kammerat, de svedige ungersvende med solbrændte ansigter, blandt folket langs med kysten, i kardonurtehaverne, på små tilsvinede strande… Vil du bede mig, ubesmykkede døde, om at opgive denne desperate længsel efter at være i verden?

VI

Jeg går nu, forlader dig i aftenstunden som, selv om den er trist, sænker sig sødmefuldt for os levende med dens voksagtige lys der størkner i kvarterets halvskygge. Og den opildner det. Gør det endnu større, tomhed, rundt om, og længere borte genopvækker den dets urolige liv, som sammen med en vedvarende rumlen fra sporvognene, og menneskenes råben på dialekt, skaber en afdæmpet totalkoncert.Og du mærker hvordan livet i disse fjerne eksistenser der råber og ler, mens de endnu er i live, i deres køretøjer, i deres elendige boligblokke, hvor de konsumerer den utroværdige og ekspansive gave at eksistere – at dette liv ikke er andet end en kort sitren; en kropslig, kollektiv tilstedeværelse; du mærker fraværet af en enhver religiøs sandhed; ikke liv, men overlevelse – måske lykkeligere end livet – som hos en gruppe dyr, i hvis nedarvede orgasme der ikke er anden lidenskab end for hverdagens daglige virksomhed: en ydmyg ildhu, som den ydmyge ødelæggelseskraft tilfører en feststemning. Så meget mere forgæves ethvert ideal – i dette historiens vakuum, i denne summende pause, hvor livet tier – , tydeligere erden vidunderlige, indtørrede sensualitet, næsten aleksandrinsk, der aftegner alting og opflammer urent, når noget kollapser her i verden, og verden slæber sig af sted, i skumringen, genindtager de tomme piazzaer, de modløse værksteder… Allerede nu tændes lysene, der skinner på Via Zabaglia, Via Franklin, hele Testaccio, ubesmykket mellem dets store tilsmudsede bjerg, gaderne langs Tiberen, den sorte baggrund ovre på den anden side, som Monteverde maser sammen eller lader fortone usynligt mod himlen. Diademer af lys der fortaber sig, strålende, og koldt af en næsten havblå tristesse… Det er snart spisetid; kvarterets få busser skinner, med klaser af arbejdere ved portene, og grupper af soldater går, uden travlhed, hen imod bjerget, der, mellem våde udgravninger og tørre bunker affald i skyggen, gemmer på afsondrede småprostituerede som venter rasende oven på de afrodisiske møgbunker: og, ikke langt væk, mellem ulovlige skure ved bjergets fod, eller midt blandt højhusene, næsten en verden for sig, drenge, lette som pjalter, der leger i brisen som ikke længere er kold, forårsagtig; brændende af ungdommelig sorgløshed fløjter mørke teenagere deres romerske majaften på fortovene, i festenved aftenstide; og de ruller garagernes gitre ned med et brag, lykkeligt, når mørket har sænket roen over aftenen, og midt imellem platanerne på Piazza Testaccio er den vind, der dør bort med uvejrets rystelser, temmelig behagelig, selv om den river i det filtrede hår og i slagteriets tufsten og suger råddent blod til sig, og overalt får den affaldet og en lugt af fattigdom til at rejse sig. Livet er en summen, og disse, der har fortabt sig i det, mister det afklaret, hvis blot deres hjerter er fyldt op af det: se dem, de stakler, hvordan de nyder aftenen: og i dem, de forsvarsløse, gennem dem, genfødes kraftfuldt myten… Men vil jeg, med et bevidstgjort hjerte som hos den der kun har liv i historien, nogensinde igen virke med ren lidenskab, hvis jeg ved, at vores historie er slut?