# Sekvens

 Møder med mennesker er som at læse spisesedler foran kiosker på hjørner, de skifter overskrifter hver dag, fungerer kun som blikfang, kan måske kun fungere som blikfang, fanget i store plastikchartekker i en verden af versaller, de taler kun med caps lock ON, alle mennesker er hule i ryggen, alle mennesker rammer en tone og holder den alt for længe. 
  
 I få øjeblikke der er lige så smukke som de er foruroligende, en kioskbasker; et andet menneske stoler  på mig, og jeg stoler næsten på dette andet menneske. Men jeg er selv hul i ryggen, en tone holdt alt for længe. Vi griber begge efter det vi mangler i os selv, graver i det andet menneske, leder efter brødtekst, jeg rækker ud men ryger igennem den hule ryg og står på den anden side, jeg vender mig om og kigger igen på spisesedlen der skriger: ERIK OG ANNI SKAL NOK FINDE SAMMEN IGEN eller KANDIS-JOHNNY: TRO PÅ DET. Jeg vil udvide og forfine min evne til kærlighed, men jeg ved ikke hvordan, jeg er så vred, det virker umuligt.

 Det gav mening at være flink engang, men nu tar jeg mig mine friheder, jeg vil have friheden til at tale sandt under tortur, til at blive henrettet for åben skærm, til at fylde benzin i ryggen og brænde kiosker på hjørner, jeg er en tunesisk gadesælger omspændt af flammer i løb ned af Tagensvej, jeg vil hænge en dværg fra scenen, den skal være præcis halvanden meter høj, på nettet har jeg lært at lave en løkke, jeg har mere reb end kærlighed i mig, gad vide om éns håb og tragedie kan være det samme eller skal der være forskel.