# SPION

Jeg står af toget på Varde Nord. Jeg tænker, findes der et Varde Syd? Stockholm har en terminal syd, Berlin har en, men Varde? Jeg tænker, du er langt ude på landet. Det er mørkt og asfalten strækker sig i lange baner langs skinnerne. Skråt til venstre for mig står en fyr i hvidt murertøj. Han har en dåseøl i den ene hånd og en cigaret i den anden, han har rødligt hår og skægstubbe. Jeg tøver, spørger så om toget til Esbjerg er det lige overfor eller ej. Han svarer noget uforståeligt, han har en kraftig dialekt, jeg bliver nødt til at spørge igen, ja det er det, svarer han, tydeligere denne gang. Han kigger ud i mørket. Jeg tøver igen. Jeg spørger om han har en lighter, det har han selvfølgelig, jeg kigger på hans mørtelplettede bukser, jeg er bevidst om min cigaret er hjemmerullet og hans selvfølgelig ikke er det. Det er allerede begyndt, hvorfor købte jeg ikke almindelige cigaretter i dag.  Han stikker mig lighteren, siger, den skal rystes godt først, det er en zippo. Jeg spørger om han er på vej til Esbjerg, han siger ja, han har besøgt sin far, nu er han er på hjem, det bliver godt. Jeg lytter opmærksomt, vil ikke bede om flere gentagelser. Jeg tænder min hjemmekrøl, jeg spørger om han går på den teknisk skole i Esbjerg, lader mit ekkolod synke dybere ned i hans tilværelse. Han svarer bekræftende, de fleste han kender er udlærte, selv mangler han en praktikplads på hovedforløbet. Jeg ved noget om praktikpladser, sådan her starter det. Min stemme ændrer sig, det er vilje og instinkt på een og samme tid, jeg taler dybere, støder ordene ud, jeg skubber skuldrene fremad, det har altid været sådan her. Jeg nikker indforstået, siger, jeg var på snedkergrundforløbet på Rebslagervej i København sidste år, jeg kunne heller ikke finde en praktikplads, det er pissesvært, hvad skal man gøre. Jeg søgte aldrig nogen praktikplads, men det siger jeg ikke. Han nikker, det er svært med praktikpladser, det binder os sammen som vi står her på Varde Nord. Han forklarer, gestikulerer, han er på et kort praktikpladsforløb på Fanø for tiden, han arbejder i et sjak på 9, der er 3 andre sjak på Fanø lige nu. Jeg siger hvad fanden bygger man derovre, er det slotte I har gang i eller hvad. Er fire murersjak på Fanø mange eller få, jeg siger hurtigt - men hold da op, ja, det er sgu en pæn portion, hva’! Det eneste jeg forbinder med Fanø er deres Fanø Free Folk festival, som mine hippievenner er vilde med, den vil jeg ikke bringe på banen her, han kender den sikkert ikke, en dygtig spion tager ikke den slags chancer. Han taler om den udestue de er i gang med at lave, om de mange nye huse, om den lange stald de lige er blevet færdige med. Han bevæger sig om på min højre side mens han taler om kørselsfradrag, tidlige morgener, at der er okay gang i byggebranchen, men praktikpladserne følger ikke med. Jeg lytter, nu skal jeg på banen, det er min tur til at være på, det har altid været sådan her. Jeg taler om den københavnske byggebranche, det står sløjt til, krisen og alt det. Det er ikke forkert, jeg har hørt det fra en ven med studiejob i Dansk Byggeri. Vi er godt kørende nu, han virker lige så afslappet som jeg er anspændt, jeg ved hvad jeg skal gøre. Jeg tvinger min fornemmelse over i en anden form, den sammenbidte mine fra et liv med fysisk arbejde, den mine min mors blikkenslagerkollegaer altid havde på når de talte om pakninger, overenskomster, julefrokoster. Håndværkersøn, tænker jeg hånligt, ved ikke hvem af os jeg tænker på. Nu er han i bevægelse mod toget, spørger om jeg skal med ind, længere ind, han har stadig øllen i hånden, han skodder cigaretten. Jeg skal lige ryge færdig siger jeg, gå du bare ind. Det gør han, i sikker forventning om at jeg følger efter. Jeg tager et par hvæs til, stiller mig i togets døråbning. Jeg så ham gå til højre, skal jeg gå derop, jeg kan ikke fortsætte det her, skifter vægten ubeslutsomt fra fod til fod, det har altid været sådan her. Orker det ikke, vægten er på venstre fod, resten af kroppen følger med, hvert et skridt frem er tøvende, mit valg er det rigtige, under en hel togtur vil min identitet sprænges, skal det altid være sådan her, hellere komme ud mens jeg stadig kan, med viden om hans verden intakt. Det er ikke min verden, det har det aldrig været, men det spørgsmål der ætser hjerneceller og ruger i mørket er - hvilken én er så? Jeg må vælge enten lidt af hele verden eller det hele af lidt af verden. Men det er ikke rigtig et valg, jeg kan kun dette ene, tvinges frem af en indre nødvendighed, jeg spionerer for den fremmede magt som er mig selv. Jeg sætter mig, på sædet skråt overfor stirrer en karseklippet fyr på mig, synes jeg, undersøgende. Jeg tøver, spørger ham hvor han er på vej hen.