Inger Christensens Det

Jeg har brugt en forfærdelig masse tid på at lære det her digt udenad.  Og så ku jeg mærke jeg egentligt gerne ville dele oplevelsen med andre, hvis det da kan sig gøre. Digtet handler også om at kommunikere mellem mennesker, så det var oplagt. Digtet er fra Inger Christensens digtsamling Det, og findes i sin fulde længde her.

Digtet er ekstremt ambitiøst. Sådan altomfattende på en måde. Det betyder også at nogle af de ting jeg kan sige om digtet bliver meget Disney-filmsagtige. Men det er også okay. Faktisk burde Disney Corp. lave en tegnefilm, baseret på det her digt! Der skulle være et lille nuttet sidekick med. Den kunne passende hedde Angsten For At Være Til, manifesteret som en lille sød Golden Retriever eller sådan noget. Lad mig forklare:

Digtet handler primært om eksistentiel angst og hvordan man forholder sig til den angst. Det er et digt der altomfattende, prøver at beskrive menneskelig erfaring så generelt og så bredt som muligt. Det handler om at være i live og på et tidspunkt skulle dø, om at forholde sig til en verden i konstant udvikling, konstant tilblivelse, og sit eget stofskifte med denne verden, som du er en del af og alligevel kan observere som adskilt fra. Og allervigtigst, om angsten i denne konstant modsætningsfylde verden, der "aldrig bliver til/ aldrig bliver færdig".

Den form for angst det behandler er angsten for døden og angsten for livet som to sider af samme sag, det stof vi er lavet af, det forenede for en tid adskilte, det adskilte for evigt forenet. Om stofskiftet med andre mennesker, igennem sproget, og hvordan vi indgår i et større hele, adskilt fra det og alligevel forenet, evigt forandrende, og hvordan man kan hvile denne forandring.

Impotente forsøg på at have magt og kontrol over sin angst. Fremfor at hvile i angsten, overvinde angsten med angst. Det er noget af det mest fornuftige; At vi skal komme overens med vores angst, erkende den, ”gå ind under angsten / som vi går ind under bruseren”. Acceptere uroen fremfor at bekæmpe den, acceptere modsætningerne og den stadige vekslen mellem forskellige tilstande fremfor at tro at en bestemt tilstand er den rigtige at være i.

Det betyder også at alle disse kræfter og modsætninger findes i ét menneske, hvert eneste menneske, og og alle forholder sig til dem på deres egen måde, sådan som de har lært det.

Angsten er interessant, fordi den er et grundvilkår for at være til. Som én der hedder Carsten Graff siger, "Alt det, som gør ondt i livet, er jo vævet sammen i et meningsfuldt mønster, som handler om de ting, man har fået livet for at lære.”. Og vi kommer ikke til at lære det hele, ikke før vi dør. Det gør ikke noget, for det er jo dét, livet handler om! Det er utroligt livsbekræftende, ikke nedslående. Det er dét Inger Christensen mener med at overvinde angsten med angst og hvile i angsten - der er ikke andet at gøre, end at sige det som det er: Vi er bange, og så ellers mase på, og lære af det. Verden kan aldrig indfanges af bestemte begreber, Verden er altid modsætningsfyldt og i udvikling. Så vi kan ikke hvile i noget fuldført, vi kan hvile i bevidstheden om at der aldrig er noget, der er fuldført, og vi er sammen om det.

Der er noget Kierkegaard over Det her. Kierkegaard skriver at selvet netop er den relation til sig selv som reflekterer over sig selv. Med andre ord, du kan ikke slippe for fortvivlelsen, du er fortvivlelsen. Det er sygdommen til døden, det sværd over dit hoved, som i virkeligheden er din egen bevidsthed om dig selv. Ingen lykkepiller, ingen medicin eller psykolog kan kurere dig for det, fordi du er fucking det! Du er som en person der ligger syg indtil døden, men ikke kan dø. Og livet er ikke håbet, det er truslen: Når vi ser at der er en endnu større fare end døden på spil i os. Når den fare føles så stor, så omfattende, at døden bliver håbet, så er fortvivlelse håbløsheden i ikke engang at kunne dø. Det er fortvivlelsen,og pointen er: du er den fortvivlelse: det er ”fortvivlelsen indtil døden” som Kierkegaard taler om. Det er dét, jeg synes Inger Christensen beskriver så godt, gør levende. Som jeg sagde til at starte med, det er kun negativt hvis man ser den eksistentielle angst som noget negativt og ubekvemt. Inger Christensens budskab er at man skal hvile i den angst, og forstå den som et grundvilkår for vores tilværelse. Acceptere angsten som den fornemmelse, der ikke alene er uundgåelig, men minder dig om dine livsopgaver, som Kierkegaard ville udtrykke det.

Vores muligheder for at forholde os til angsten, alene og sammen, beskriver i digtet. Det sker især gennem forholdet mellem biologi og sprog. At vi skal:

Stole på sproget
Som en del af biologien
Stole på at sproget også af sig selv
Producerer de nødvendige
følelser tanker
om nødvendigt
nye
følelser tanker
så vi kan overleve angsten
med angsten i behold
som vi stoler på at nyrerne
stoler på os

Det er sprogets evne til at forholde sig til biologien, stå uden for den og alligevel være inde i den, opløse skellet mellem tanke og verden. Hendes pointe er, at sproget også er materielt, og det materielle også er sprog. Cellerne er ord, og kroppen er et sprog.

Den gamle modsætning mellem bevidsthed og verden er derfor dybt skadelig fordi den skaber kunstige skel, fordi alting i grunden er fysisk. Jeg tror at netop Inger Christensens insisteren på at der ikke er nogen grænse mellem de to, og alt – egentligt – er fysisk, er grunden til hendes sprogbrug er så inspireret af ord fra kemi, fysik, astrologi, biologi. Det skal beskrive vores bevidsthed som en blanding af denne fysik, celler, ord, sprog, alt dettte, som en del af det forenede, for en tid adskilte. Det adskilte, for evigt forenet. Midt i det inferno står vi med vores bevidsthed og skal forholde os til det. Det alt sammen. Hendes stædige forsøg på at beskrive det smukke, magiske, spirituelle i livet og bevidstheden og forene det med biologien, kemien, fysikkens sprog. Så vi kan overkomme den falske modsætning mellem magi & sprog på den ene side, og realitet og & materie på den anden. Der er ingen modsætning. Det, synes jeg, er så fantastisk smukt et projekt. Noget en fyr som musiker og fysiker Peter Bastian også har fat i. Manden er fysiker, og han siger ting som ”vores ældste forfædre var eksploderende galakser”. Og når han taler om fysikkens muligheder, om at beskrive den fysiske verden, kosmos og whatnot, siger han: ”med vores sunde fornuft argumenterer vi os frem til vores sunde fornufts fuldkomne sammenbrud.” For det er jo rigtigt at det er noget sindssygt poetisk i de fysiske og biologiske sprogtermer, og i dét perspektiv på verden, hvis bare man har blikket for det. Det havde Inger Christensen, også i dén grad. At gøre magien fysisk, konkret, forstå det magiske som netop det der ligger lige i randen af vores bevidsthed, et sted mellem krop og tanke og verden, hvis vi skal sætte nogle lidt firkantede begreber på.

Digtet kommer ind på hvad Inger Christensen kalder parallelsproget. Det er interessant. Hvad er det for et parallelsprog? At sproget er et stof vi deler med hinanden, der kan udvide sindet og sanserne. At vi altid er alene i verden og alene med vores angst, men at vi ikke behøver at være alene med vores egen bevidsthed om angsten, om verden. At vi sammen kan finde et parallelsprog til at udtrykke angsten sammen, og hvile i den, sammen. Og derefter: tvivlen - kan det lade sig gøre, kan vi nogensinde finde dette parallelsprog? ”Hvordan styre direkte ind i dit hjerte på andet end dette parallelsprog der ikke er til og aldrig bliver til.”

Det bliver sgu en noget aparte Disney film, er jeg bange for. Fantasia go home!

Jeg tror det hun prøver at frame med sit parallelsprog rummer meget af det en fyr som Adorno kalder det ikke-identiske, unikke - måske spirituelle, for at bevæge os ind i et andet sprog, men spirituel forstået som en åbenhed for verdens enorme mystiske og ikke-reducerbare karakter. Et parallelsprog der dækker oplevelser af samhørighed på tværs af angst, smukke og meningsfulde oplevelser, et sprog der kan tale om angsten og skønheden, mørket og kærligheden. Jeg kommer til at tænke på at det sprog allerede findes, i koncertoplevelser med Mikael Simpson eller Flaming Lips eller Bruce Springsteen, i teaterstykker, i litteratur og poesi, eller bare det at sidde med sin morfar og kigge ud på regnen der vælter ned udenfor, i at stå på en byggeplads klokken fem om morgenen og se solen stå op over et betonelement på 5. etage, som en fyr der hedder Jacob Mathiasen beskriver så smukt i sine erindringer. Eller i at holde i hånd og gå gennem de hvide værelser med et andet menneske. ”Skulle ikke hverdagen være et digt?”, som Ivan Malinowski spørger i Kritik af Tavsheden. Alt dette er det parallelsprog, man må acceptere kun kommer til én i glimt. At vi nok er alene med angsten, men aldrig alene med bevidstheden om angsten, om verden.

Forfatteren Peter Høegh skriver på et tidspunkt:

”Vi sad der, og jeg vidste det var således det føltes at være kommet fuldstændig ind. Man sidder tæt ved et andet menneske og bliver forstået, alt bliver forstået, og intet bliver bedømt, og man kan ikke undværes (...) Jeg ønskede mig aldrig andet, heller ikke siden hen. End at blive lukket ind, og så sidde stille med kvinden og barnet, det ville have været nok. Nu så jeg at det var anderledes for Katarina. Og at hun, og måske ethvert menneske, var som rækker af hvide værelser. Igennem nogle af dem kan man følges, men de får aldrig ende, og med intet menneske kan man gå igennem dem alle."

Det store behov for at række ud og skabe samhørighed, sprog er ikke noget som findes for enkeltpersoner, ord udtales af enkeltpersoner, sproget er det sociale element i de gutterale kropslyde vi udstøder, forståelsen, samværet. Dette parallelsprog findes i udvalgte øjeblikke, men ikke som permanent tilstand. Den sammenhørighed er flygtig, aldrig bestandig. Velkommen til angsten, og det er netop dét, Inger Christensen vender tilbage til - at vi netop veksler mellem tilstande, og angsten for disse tilstande er den angst man må hvile i, samtidig med at hver en fiber og hver en celle i kroppen, hver udsagnsord og komma i sproget, skriger på at overskride denne grænse mellem os. Det kan vi nogle gange, i glimt, men som permanent tilstand, eller måske bare som primær tilstand - glem det. Så vi er bange. Og det er okay, for det kan ikke være anderledes. At verden alligevel er et helligt sted og alle mennesker er væsner, der fortjener lys, kærlighed og omsorg.

Det meste af digtet er præget af en fornemmelse af mulighed, åbenhed, alt det der kan lade sig gøre ved at acceptere angsten og modsætningerne i det. Der er dog også en desperation, hen mod slutningen, tvivlen på om vi overhovedet kan finde det parallelsprog, der tillader os at komme ud over vores egen bevidsthed om angsten og dele den, at det (parallel)sprog der kan give os den oplevelse ikke findes, og aldrig kommer til det, og vi er dømt til at dø uden at opleve det. og derfor siger vi det som det er: vi er bange. Og samtidig hvile i netop dét. Prøv at læg mærke til den opbygning, hvordan digtet ligesom løber løbsk, fabler løs at ord og sprog kan bringe nåde og frelse til verden, være antistoffer, lægemidler. For derefter at blive mismodig, være sikker på at det aldrig kommer til at ske. Og til sidst acceptere at netop disse skiftende perspektiver af håb og angst, er grundstoffer i det at være til, i at ære mennesker.

Jeg elsker Det digt.

---------------------------------------------------------------------------------------

# Opbygning:

temaerne slås an: Angst på forskellige niveauer, individets bevidsthed og den fysiske krop, det ødelagte ansigt, alt det der er inde i mennesket, det enkelte menneske, menneske efter menneske.

Forskellige forsøg på at forholde sig til angsten: Excentriske forsøg, magiske forsøg, erotiske forsøg.

Excentriske forsøg: At træde ud af sig selv, træde ud i verden, være en del af den, gøre op med indgroede tanker, vaner, sætte sig i spil

Magiske forsøg: forholdet mellem sprog og biologi. At sproget er ligesom celler i vores krop, at tanker er ligesom celler i vores krop, de kan hjælpe os til at fylde lungerne, trække verden, nedbryde forskellen mellem dig og mig.

Erotiske forsøg: Som voldsom overskridelse af selvet, af sindets grænser. Når kroppen er ude af sig selv og inde i en anden, belyst befriet og rolig, er cellerne ord. Her er det omvendt - det er ikke sproget der er krop, det er krop der er sprog. Et sprog der fortæller at afgrunden mellem os fyldes(!).

Derefter nærmere gennemgang af angstens facetter:

Angsten for at være alene: At være alene med sin fortid, sit liv

Angsten for at være sammen: At forholde sig til andre der har magten over én, eller som man selv har magten over, og alle følelser der er sociale og går på behov for eller fra samvær med andre, at føle sig forkert overfor andre - at man ikke må sige det man har sagt, og hvis man siger det mere, så går de.

Angsten for det afsluttede: Det utilfredsstillende ved det repetitive, det der er færdigt, det der ikke kan laves om, mønstre, vaner, cyklusser, forudsigelige, sikre.

Angsten for det uafsluttede: Det angstfulde i alt dét, der ikke er færdigt, det der fortsætter og man ikke kan se en ende på - for en verden der aldrig bliver til, for en verden der aldrig bliver færdig, for en verden et sind en bevidsthed der aldrig bliver indhentet, aldrig bliver færdig og aldrig bliver til.

Angsten for kønnet: At blive forbruget som en genstand, for at miste sig selv og besindelsen i kønnet, for at miste sig selv til ekstasen og rystelsen i det kønslige, fysiske, blodfyldte.

Angsten for døden - der stopper digtet, vil ikke sætte ord på det, kan ikke sætte ord på det. Digtet siger vel også - døden er ikke det værste vi har! Vi har brug for at forholde os til angsten og livets modsætninger, og vi er en del af et større stofskifte i universet, som vi kommer til at blive en del af på en ny måde igen senere, desværre ikke bevidste som vi er i lige nu, i live. Det er sgu lige til en Disney film