Ifølge mig har instruktøren Alfonso Cuarón har begået en filosofisk og minimalstisk, ultratight spændingsfilm, hvor form og budskab ("plot") taler direkte til krybdyrhjernen, og hvor-det-nu-er vores urfortællerstrukturer befinder sig i frontallopen, hvad psykoanalytikeren Carl Gustav Jung kaldte arketyper. Filmens imponerende tekniske formåen tilslører den radikale simplicitet, der taler direkte til underbevidstheden, og gør filmen til en voldsomt kropslig oplevelse. Det er samtidig den første gode film med Sandra Bullock der nogensinde er lavet, hvilket er lidt af en præstation i sig selv.
Alfonso Cuarón har tidligere lavet sci-fi filmen Children of Men, der af filosoffen Slavoj Zizek er betegnet som en dybt filosofisk film, hvor baggrundstæppet for plottet er det mest interessante. han har desuden lavet kortfilmen Shock Doctrine, som er en 6-minutters bearbejdelse af bogen af samme navn, skrevet af journalisten Naomi Klein. Den handler om den globale kapitalismes behov for at skabe og understøtte kriser, der kan nedbryde modstand mod markedsliggørelse i samfund overalt på kloden.
Ovenstående for at sige: Alfonso Cuarón er ikke en standard run-of-the-mill Hollywood instruktør. Han har visioner for sine film, og han ved, hvordan man indarbejer mening, der stikker dybere end plottet umiddelbart antyder. Hans genialitet i Gravity er at skaffe sig et vanvittigt budget til en Hollywood blockbuster af en film, og i at bruge dette budget til at lave en film med en mening, du normalt kun får mulighed for i smallere, mere kunstnerisk frie film.
Overvej Cuaróns lærermester, Guilermo Del Toro. Han lavede Pacific Rim, en anden af sommerens kæmpe blockbusters. Den er fed, kæmperobotter og kæmperumvæsner smadrer hinanden i den ene storby efter den anden. Men den har ingen dybde, og det er tydeligt, at prisen for budgettet har været meget stramme rammer, klare, letgenkendelige narrativer som vi har set dem 1000 gange før, og som virker. Den er ren underholdning.
Cuaróns genialitet, i kontrast til dette, er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Han skaber en film, der rummer netop de kerneklichéer, som gør Hollywoods investorer løse med tegnedrengen, når de kombineres med ASTRONAUTER og ikke mindst GEORGE CLOONEY og SANDRA BULLOCK. Og derefter at bruge disse rammer til at skabe en minimalistisk film. Fordi det er de begrænsninger, man må acceptere fra investorerne. Cuarón benytter sig af flittigt af klichéer, men de bruges som dogmer for fortællingen, ikke som hæmsko, og det gør hele forskellen. Gravity er dansk dogmefilm på Hollywood Blockbuster plan, regler og dogmer der netop faciliterer kreativiteten. Det er en svimlende præstation, og man behøver kun at se på konkurrenterne indenfor genren Hollywwod Blockbusters hvis man vil overbevises om, hvor svært det er at skabe kunst, når investorerne ånder én i nakken med deres krav om letfordøjelighed.
Hvad gør man så? Ja, man laver en historie, der ikke (alene) handler om overlevelse og tjubang, men spørger, hvor dette overlevelsesinstinkt kommmer fra. Mening strippet ned til simple, rå, arketypiske impulser. Én kvinde og én mand. To karakter så minimale, at de løsrives fra karakterne selv, og bliver til os alle sammen. I det ydre rum, så tomt og nihilistisk fremstillet som nogensinde.
Det er her man skal huske på den banale erkendelse, at sci-fi film aldrig handler om fremtiden, og altid er en spejling af menneskelig erfaringer. Det er nemt at glemme med Gravity, fordi den foregår i nutiden, indenfor det menneskeligt mulige her og nu, og tilstræber en form for realisme i sin fremstilling af astronauter. Ligesom karakterne er arketyper for Mennesket med stort M, opnår rummet sin trøstesløshed som sublimering af verdens grundliggende indifferens overfor mennesket. Uden Gud, myte eller forudgivet mening. Rummet i Gravity er verden efter oplysningenstidens afmystificering af verden, uden mytens meningsgivende metafysik. Det er naturens reelle overmagt over mennesket, og det er virkelig noieren at mærke.
På sin vis er filmen campy as fuck. Den har en vis naivité, en storladenhed, der kan forekomme ufrivilligt morsom. Det gør ikke noget - filmen portrætterer og stiller spørgsmål til stærke primale drivkræfter hos mennesket - og den gør det ved hjælp af nogle så basale fortællingerstrukturer, at de virker klichéfyldte, fair nok.
Et af de tilbagevendende symboler i filmen er navlestrengen. I en af filmens mest karakteriske scener ses Bullock rullet sammen i fosterstilling, fritsvævende i zero-G, med en navlestrengslignende ledning snoret omkring sig. Navlestrengen som symbol på vores afhængighed - jordlinge som vi er, skrøbelige som porcelæn, uden mulighed for at overleve udenfor vores støvkorn af en planet. De to astronauter bruger igennem filmen en lang række kabler, ledninger og reb til at redde livet. Læg mærke til de navlestrenge, der i en tidligere scene reddede Bullocks liv, nu pludselig er en hæmsko for hendes overlevelse senere hen. Som faldskærmens reb, der i scenen efter forhindrer hende i at komme videre:
The scene when Kowalski and Stone return to the Explorer only to find other crew members dead and frozen, and the spaceship damaged beyond repair, is as wounding as it is precisely because the umbilical cords are now pulling us back to a place that was once a shelter but is now the caricature of one, mocking us and grimacing at us like the Marvin the Martian figurine that floats by Stone’s shell-shocked face.
De vragstykker fra en russisk sattelit, der én gang hver time foretager en tur om jordens bane, og med dødbringende kraft river gennem levende og dødt stof, er drevet af samme tyngdekraft, samme fysiske love, som driver Bullock og Clooney igennnem rummet. Men den menneskelige drivkraft har også andre motiver, og denne drivkraft har en anden eksistens end dødt stof. er det banalt eller kraftfuldt? Sagt på en anden måde: om simpelt er det samme som enfoldigt, det må være op til den enkelte at vurdere.
At det fungerer skyldes også udforskningen af Bullocks motiver for overlevelse - først som basalt instinkt, senere som bevidst handling. Da vi møder Bullocks karakter er hun livstræt og stille, der er en ligeglad håbløshed over hende. Senere får vi at vide at hendes datter døde år tidligere - hun faldt og slog hovedet 'på legepladsen'. Hun blev dræbt af tyngdekraften. Stone bliver senere reddet af netop tyngdekraften, der tillader hende at komme tilbage til jorden, og til en mening i tilværelsen, som tilvalg af livet på grund af kampen mod døden. At døden har så stor betydning for vores livs mening er en absurd og kulsort joke, og filmen fortæller denne joke med et stoneface. Som Stone siger: 'vi skal allesammen dø. Men jeg skal dø i dag." Det er denne bundethed til livet gennem døden, der udforskes, og hvordan den virker som tyngde i livet - dødbringende og livgivende, alt efter situationen. Som de navlestrenge der både holder os tilbage og giver livet den mening, der adskiller det fra vragstykker fra en satellit, animeret af tyngekraften alene.
The film’s minimalism strips her choices down to an extended but focused exploration of the problem Hamlet voiced centuries earlier: “To be or not to be.”
filmen er således en meditation over vores binding til Jorden og andre mennesker. En meditation over de komplekse måder, hvorpå livet tilskrives mening, herunder religiøse. Måder, der antyder, at livskraft båder ligger i at bryde bindinger, der holder én tilbage og tynger én ned, og samtidig indeholder bindinger den livsnødvendige tyngde i tilværelsen, der giver mening til vores liv. De bindinger vi kæmper for at opnå, for ikke at opleve livet som meningsløst. Den meningsløshed, der ligger i at vi alle befinder os i det tomme uendelige rum, og vi aldrig slipper væk derfra. Svaret ligger i den følelsesmæssige tyngdekraft, hvis jeg må ha lov at være lidt campy as fuck.
